Stjæler taske fra cykel: Så bliver 25-årig godt gal i skralden
En kvinde satte efter en tasketyv. På cykel.
En 25-årig kvinde nægtede at lade sig kue af en tasketyv.
Så hun satte - under høje råb - efter.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Kvinden kom tirsdag klokken 10.52 cyklende ad Vestre Ringgade.
Pludselig mærker hun bagagekurven bevæge sig. Hun kigger bagud og opdager, at hendes taske er væk.
Samtidig ser hun en mand cykle i høj fart væk fra hende.
Over stok og sten
Kvinden får vendt cyklen og sætter efter manden - samtidig råber hun på hjælp.
Det lykkes at indente tasketyven - og hun griber efter ham for at holde ham tilbage.
De vælter begge to.
Tyven forsøger at stikke af, men flere kommer nu til hjælp og får ham pacificeret til politiet kommer.
Den 44-årige tyv blev anholdt, sigtet for tasketyveriet og taget med på politistationen.