Fortsæt til indhold

Fire sigtet i drabssag

To mænd på 18 og 22 år og to kvinder på 20 og 50 år er anholdt og sigtet.

Krimi
ksa

Efter flere dages intens efterforskning kunne Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i går anholde to mænd på 18 og 22 år og to kvinder på 20 og 50 år, alle fra Vordingborg.

Det skete ved en koordineret anholdelses- og ransagningsaktion på flere adresser i Vordingborg.De er sigtet for i fællesskab at have begået drabet på en 53-årig mand på Chr. Winthers Vej i Vordingborg. Tre af de sigtede bliver i dag klokken 11.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster.

»Jeg er meget tilfreds med, at vores efterforskningsarbejde - med god hjælp fra borgerne i området - har ført til anholdelser og sigtelser i denne alvorlige sag,« siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre ved retsmøderne af hensyn til den videre efterforskning, og der er derfor ikke yderligere kommentarer til sagen.