Politiet tog ingen chancer efter pistolrøveri
Et voldsomt bilrøveri fik politiet til at 'tage alle forbehold'.
En bilejer blev - med pistol og grov vold - fredag aften truet til at aflevere sin bil.
Bilen blev efterlyst - og søndag morgen blev den spottet af en patrulje.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Bilen blev røvet ved svømmehallen i Glostrup.
Efterforskningen ledte politiet på sporet af bilen og søndag morgen fik en patrulje kontakt til bilen ved Lellinge vest for Køge.
’Alle forbehold’
På grund af den voldsomme fremgangsmåde ved røveriet tog politiet alle forbehold, da bilen blev stoppet.
Bag rattet sad en 20-årig kvinde fra Køge. En 21-årig mand fra Brøndby var passager.
Begge personer i bilen blev anholdt og sigtet for det grove biltyveri.
Kvinden var påvirket af euforiserende stoffer og havde intet kørekort.
»Hun blev sigtet for narkokørsel uden førerret, og taget med til en blodprøveudtagelse,« oplyser politikredsen i døgnrapporten.
De anholdte blev senere overdraget til Københavns Vestegns Politi, som efterforsker sagen om det grove overfald og biltyveriet.
Bilen blev indbragt til nærmere undersøgelse og senere udlevering til rette ejer.