Mor og spædbarn forsvundet: Hvem har set denne bil?
En mand blev fundet død - en kvinde og et spædbarn savnes. Nu er der nye spor i sagen.
Der er nye spor i sagen, hvor en 30-årig kvinde og hendes 11 måneder gamle barn er forsvundet.
Politiet håber, at befolkningen kan hjælpe med oplysninger om en helt konkret bil.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Moderen og spædbarnet blev efterlyst onsdag. Det gjorde de efter, at man dagen forinden havde fundet en død mand i et hus på Svanevej i Præstø i Vordingborg.
Siden har der været sat massivt ind med hundepatruljer, søværnets dykkertjeneste, flyvevåbnets helikoptertjeneste og beredskabsstyrelsen i forsøget på at finde moderen og spædbarnet.
Også specialister fra Syddansk og Aarhus Universitet er blevet brugt i efterforskningen.
»De har hjulpet os med at kortlægge opdrift og strøm i vandet,« siger Rune Dahl Nilsson, vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Lokalavisen.dk.
Svanevej ligger tæt på Præstø Fjord.
Nu efterlyser politiet altså viden om, hvor en sølvgrå Skoda Superb - stationcar fra 2020 - har befundet sig i tidsrummet 4. oktober mellem klokken 00.15 og 06.00. Angiveligt i eller omkring Præstø, oplyser politiet, der løbende har udsendt pressemeddelelser om sagen.
»Siden den sidste pressemeddelelse har vi fået flere henvendelser. Det er dem, vi nu har brugt i efterlysningen af bilen,« siger Rune Dahl Nilsson.
Bilen er i politiets varetægt, understreges det.
Derudover har vicepolitiinspektøren på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer i sagen.
Der er derfor intet om den døde og de forsvundnes relationer, ligesom der heller ikke er sat navn på den efterlyste 30-årige eller spædbarnet.
Henvendelser til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefonnummer 114.