Uanset hvad: Klik ikke på linket
Svindlerne forsøger igen med nye metoder. Denne gang med energikrisen som udgangspunkt.
Energikrisen kradser - nu forsøger svindlerne at bruge netop den i en måde at hive penge ud af godtroende danskere.
Flere borgere har modtaget en sms fra nummere 46308 - som udgiver sig for at være fra Andel Energi.
Her står der: ”Din strøm bliver afbrudt i morgen. Der er en udestående faktura fra September. Du kan nå at betale her: LINK - Mvh Andel Energi”.
Og det er netop lige præcis det link, man under alle omstændigheder ikke skal klikke på.
Andre borgere modtager samme sms - uden afsender, men med samme opfordring om at klikke på et link.
»Det eneste der er sikkert er, at dine kortoplysninger bliver stjålet,« advarer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Stor stigning
Det er kun knap en uge siden, hvor nye tal viste, at der er sket en stor stigning i antallet af svindelforsøg med såkaldt ’vishing’.
Her bliver fortrinsvis ældre medborgere ringet op - og på den måde forsøger svindlerne at lokke kort- og/eller NemID-oplysninger ud af de ældre.
»Vi ser desværre en stor stigning i antallet af denne type sager, typisk rettet mod ældre. Vishing kan have store økonomiske konsekvenser for den enkelte, men det kan også være en meget ubehagelig oplevelse at blive udsat for denne type svindel,« siger sektionsleder for forebyggelse og analyse i NCIK, Kresten Munksgaard.
Stigningen er på 38 procent.
Download app’en ’Mit digitale selvforsvar’. Den kan fås til både iOS og Android. Læs mere HER.