Fodgængere måtte hurtigt væk: Vanvidsbilist kørte med høj fart i gågade
Nu søger politiet efter vidner.
Søndag 16. oktober kl. cirka 20 kørte en 27-årig mand ind i gågadesystemet i Kolding ved Rendebanen og videre ad Søndergade mod syd til Sydbanegade.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at man søger vidner til hændelsen.
Manden, som kommer fra Kolding, fortsatte kørslen retur ad Søndergade mod nord til Søndertorv. Herefter gik turen ud på Bredgade, videre ad en sti langs Kolding Å frem til Ålegården og derfra videre til Vestre Ringgade.
På den sidste del af strækningen kørte bilen hen over et helleanlæg og kunne derefter ikke køre videre.
Manden kørte i en sort Toyota Aygo og kørte flere gange frem mod rødt lys, over fortov og efter forholdene med høje hastigheder.
Ingen personer kom til skade ved kørslen, men flere fodgængere måtte hurtigt flytte sig, for ikke at blive påkørt.
Efterlyser vidner
Føreren af bilen blev i går, mandag, kl. 12.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Her blev manden varetægtsfængslet i fire uger for bl.a. overtrædelse af straffelovens §252 ved at forvolde nærliggende fare for andres liv eller førlighed.
Nu beder politiet eventuelle vidner til kørslen – herunder personer, der måtte undvige bilen – om at kontakte politiet på 114.
»Det er væsentligt, at kørselsforløbet og dets konsekvenser belyses fra de mulige vinkler, som forskellige vidner måtte have haft, til brug for den kommende straffesag. Lad derfor venligst politiet vurdere om dine oplysninger bør indgå i sagen,« lyder det i politiets opfordring.
¨