Russer går i Nationalbanken med tolk og falske papirer: »I skylder mig 3,5 milliarder dollar«
Nu er han sigtet for bedrageri og dokumentfalsk.
En 52-årig russisk mand krævede 3,5 milliarder dollar - fra Nationalbanken.
Nu er han anholdt.
Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
Den 52-årige havde flere gange kontaktet Nationalbanken for at få den til at udbetale pengene.
Da det ikke skete, mødte han onsdag op i banken. Med en tolk og en stak dokumenter. Dem anså banken dog for at være falske, så han blev afvist - og meldt til politiet.
Manden blev derefter anholdt og vil lørdag blive fremstillet i grundlovsforhør - sigtet for bedrageri og dokumentfalsk.