Nazi-trusler før valget
Flere valgplakater og en dukke er nu del af politiets efterforskning
Flere valgplakater er blevet udsat for hærværk - samtidig er en dukke med ordene ’folkefjendtlig politik vil blive straffet’ hængt op i et springvand.
Nu efterforskes sagerne, der er foregået i Haderslev, af politiet.
Der var klistret løbesedler fra Den Nordiske Modstandsbevægelse over flere valgplakater, klistret tilsvarende løbesedler op andre steder i området, ligesom den ophængte dukke altså var påklistret samme løbeseddel.
Den Nordiske Modstandsbevægelse er en nynazisitisk organisation med afdelinger i de nordiske lande.
Forskellige kandidater
»Hærværket er spredt lidt ud over forskellige kandidater. Vi har både en fra Enhedslisten, en fra Liberal Alliance og en fra Nye Borgerlige, fortæller Ole Aamann,« vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til JydskeVestkysten.
Hærværket er sket i tidsrummet mellem søndag aften og mandag formiddag på Gravene i Haderslevs centrum, og politiet søger vidner i sagen.
Politiet har vurderet, at der endvidere kan ligge en trussel i sagen og har startet en efterforskning op, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet håber nu at høre fra borgere, der kan have set noget mistænkeligt.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.