Ung mand mister fuldstændig herredømmet og lander på taget: »Han var heldig«
Det kunne være endt rigtig galt, men det gjorde det ikke for en 18-årig mand.
Et solouheld på Stjærvej ved Storring nær Galten endte for en ung mand i en mark med bilen liggende på taget.
»Han var heldig,« lyder konklusionen fra John Skjødt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Uge-Bladet Skanderborg.
For kl. 23.53 lørdag aften modtager politiet anmeldelsen om solouheldet.
»Vi får en melding om, at en ung gut på 18 år er kørt på Stjærvej i vestlige retning med omkring 80 km/t, og så i et sving drejer han først til højre. Og det er åbenbart for skarpt - så det kompenserer han ved at dreje til venstre, og så mister han herredømmet over køretøjet, og lander så ude på marken på taget,« siger John Skjødt.
Den 18-årige er dog heldig. For han kunne gå fra det umiddelbart voldsomme uheld uskadt, og politiet havde heller ikke nogle sigtelser til den unge mand.
»Han er ikke påvirket af noget, så årsagen til uheldet må jo være manglende rutine,« lyder det fra vagtchefen.