Fortsæt til indhold

Kørte 158 procent hurtigere end det tilladte: Fik beslaglagt dyr bil ved gaderæs

En kostbar leaset bil er nu beslaglagt af politiet og føreren er sigtet for vanvidskørsel.

Krimi
am

Det gik alt for stærkt, da to store biler kørte ræs mod hinanden på Transformervej i Søborg natten til søndag den 30. oktober.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi.

En af bilerne – en BMW M 550i X-drive med en 4,4 liters V8-motor og 462 hestekræfter – blev målt med mindst 129 kilometer i timen. Det er 158 procent hurtigere end det er tilladt i byzonen på stedet.

Her standsede en færdselsbetjent BMW’en, som blev beslaglagt og kørt væk på en autotransport.

Føreren, en 47-årig mand fra København, blev sigtet for to gange vanvidskørsel.

»Vi har både sigtet ham for at køre om kap på en offentlig vej og for at køre over 100 procent for hurtigt i en byzone. Begge dele er omfattet af reglerne om vanvidsbilisme, og derfor tog vi bil og kørekort på stedet,« siger politikommissær Claus Stoltenberg, Københavns Vestegns Politis færdselsafdeling.

Føreren af BMWen nægtede og protesterede over politiets beslaglæggelse af bilen og inddragelse af hans kørekort. Det skal Retten i Glostrup nu tage stilling til.

Fængsel, frakendelse og konfiskation

Straffen for at køre om kap på offentlige veje kan i sig selv udløse 20 dages fængsel og tre års frakendelse af kørekortet.

Kører man derudover 100 procent for stærkt i en byzone kan det udløse yderligere 20 dages fængsel, tre års frakendelse af kørekortet plus konfiskation af bilen.

I dette tilfælde ejes bilen, hvis nypris i 2019 var omkring 1,4 millioner kroner, af et leasingselskab.

Politiet kan inddrage førerretten midlertidigt på stedet, hvis straffen kan medføre en længerevarende frakendelse af kørekortet.