Færdselsuheld med store materielle skader ved Hadsten
To bilister bragede sammen i T-kryds, da den ene angiveligt overså den anden.
Onsdag 2. november skete der et færdselsuheld med to biler lidt udenfor Hadsten i retning mod Lyngå.
Uheldet skete om eftermiddagen klokken 14.53 i T-krydset ved Vivildvej og Hammelvej, hvor en 41-årig kvinde fra Hadsten kom kørende i bil på Hammelvej i retning mod Hadsten.
I samme øjeblik kom en anden bil, med en 47-årig kvinde fra Hinnerup bag rattet, kørende ad Vivildvej mod nord og svingede til venstre ad Hammelvej, så de to biler kørte sammen.
Østjyllands Politi har ikke oplysninger om, at nogen af bilisterne skulle være kommet til skade, men der skete i hvert fald en del materielle skader på begge biler, oplyser pressemedarbejder Jakob Christiansen.
Den 47-årige kvinde er blevet sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.