Knive beslaglagt: Tre mænd sigtet samme dag
Ved tre forskellige lejligheder er tre mænd blev sigtet for overtrædelse af knivloven.
Østjyllands Politi anholdt søndag ved tre forskellige lejligheder tre mænd, som alle blev sigtet for overtrædelse af knivloven.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Første anholdelse skete klokken 17.14 på Spobjergvej i Brabrand, hvor en patrulje i et rutinetjek standsede en bil, hvor en 30-årig mand sad på passagersædet. Under og ved siden af hans sæde lå to køkkenknive, som begge blev beslaglagt, hvorefter den 30-årige blev sigtet.
Klokken 19.58 blev en 27-årig mand så sigtet ved en anden episode, da en patrulje standsede den bil, han sad i på Åbyvej i Åbyhøj. Under et panel i loftet ved hans side fandt betjentene en kniv, som resulterede i sigtelsen.
Den tredje anholdelse fandt sted på Inger Christensens Gade i Brabrand klokken 21. I et p-hus traf en patrulje en 25-årig mand, som havde en kniv på sig. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven.