Politirapporten uge 46
Mandag 7. november
En vaks borger afviste omkring klokken 11.30 at udlevere sine personlige oplysninger og kreditkort til en fremmed mand, der mødte op på en 71-årig kvindes bopæl i Randers NØ og udgav sig for at være fra hendes bank. Kvinden var kort forinden blevet ringet op af en mand, der også havde udgivet sig for at være fra kvindens bank og over fortalt, at en kollega ville hente kvindens kreditkort.
Østjyllands Politi opfordrer alle borgere til, at man aldrig udleverer hverken sit kreditkort, kontanter eller personlige oplysninger til fremmede.
»Vi opfordrer også igen til, at man tager en snak med sine ældre pårørende om, hvordan de skal forholde sig til det, hvis de bliver kontaktet af nogen, der udgiver sig for at være fra banken,« skriver politiet.
Klokken 09.38 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Hobrovej og Vangdalen i Randers NV, hvor en 70-årig mandlig bilist kørte ad Hobrovej og overså en medkørende cyklist, da han foretog et højresving. Cyklisten, en 60-årig mand, blev slynget over bilens kølerhjelm, men slap fra sammenstødet uden større skader.
Klokken 12.10 skete der endnu et færdselsuheld. Denne gang i krydset mellem Mariagervej og Nørre Boulevard i Randers, hvor en 57-årig kvinde blev påkørt af en højresvingende bilist. Bilen blev ført af en 78-årig mand, der i forbindelse med sammenstødet er blevet sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Påkørslen medførte hverken person- eller materiel skade.
Mandag fik politiet en anmeldelse om, at der mellem fredag 4. november klokken 16 og søndag 6. november klokken 23 er begået et indbrud på Mads Egelundsvej i Spentrup.
Tirsdag 8. november
En politipatrulje tirsdag formiddag sendt til en adresse i Randers NV, hvor en bil med falske nummerplader var blevet observeret. Ved patruljens ankomst traf betjentene en 47-årig mandlig fører af bilen, der rigtigt nok havde fået påmonteret falske nummerplader på sit køretøj. Den 47-årige blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og for dokumentfalsk.
Et opslag i politiets systemer viste efterfølgende, at det var tredje gang i 2022, at manden blev stoppet for at køre i frakendelsestiden. Østjyllands Politi har derfor beslaglagt den pågældende bil, som tilhørte manden. Bilen er blevet beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
I forbindelse med en ransagning af køretøjet fandt betjentene også frem til en mindre mængde amfetamin, hvorfor manden også blev sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Onsdag 9. november
Klokken 8.46 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Randers NV, hvor en bilist kørte op i en forankørende, der var ved at foretage et højresving og derfor havde bremset ned. I den bil, der blev påkørt, var der to kvinder på 49 og 52 år, men ingen personer kom til skade i forbindelse med sammenstødet.
En 31-årig mand blev klokken 12 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for vold begået i Randers i juni og august mod en kvinde, som han har været i et forhold med. Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og politiet ønsker derfor ikke på nuværende tidspunkt at komme med flere oplysninger i sagen.
Klokken 16.25 skete der endnu et færdselsuheld - denne gang på Nordjyske Motorvej syd for Randers SV i forbindelse med hård opbremsning. Tre køretøjer var involveret i et harmonikasammenstød, men ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med ulykken, der var opstået i forbindelse med kø fra Hammelvej.
En 32-årig mand fra Randers NV blev klokken 22.40 stoppet af politiet på Tinesvej nær butikscenteret City Vest i det vestlige Aarhus. Den 32-årige viste sig at være påvirket af både alkohol, hash og kokain, og derfor han blev anholdt og sigtet for at køre i både spirituspåvirket tilstand og med euforiserende stoffer i blodet. Den 32-årige blev desuden fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain, som han opbevarede i bilen.
Torsdag 10. november
Klokken 10.14 skete der et færdselsuheld på Dronningborg Boulevard i Randers i østgående retning, hvor en 56-årig mand på scooter blev påkørt af en højresvingende bilist ud for sygehuskapellet. Ingen personer kom til skade. En 79-årig mandlig bilist er blevet sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Der er begået tre indbrud i Randers-området torsdag. På Borup Byvej i Borup nord for Randers er indbruddet begået mellem klokken 5.15 og 16.15. På Gamle Viborgvej i Ålum er indbruddet sket mellem klokken 7.30 og 21.30. Det sidste indbrud er begået på Grovebakkevej ved Fussingø mellem klokken 8 og 16.30.
Fredag 11. november
En 54-årig mand blev natten til fredag standset i sin bil af en patrulje på Grenåvej i Randers SØ. Ved patruljens kontakt med manden virkede han påvirket af euforiserende stoffer, og en test på stedet viste også, at manden havde både amfetamin og hash i kroppen.
Ved en efterfølgende ransagning af mandens bopæl fandt patruljen også frem til en mindre mængde af begge de nævnte stoffer, og derfor blev den 54-årige sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer samt for at have kørt bil i påvirket tilstand.
Søndag 13. november
Politiet fik søndag morgen en anmeldelse om, at flere biler, der holdt parkeret på Nordostvej i Randers C, var blevet udsat for hærværk. En patrulje kørte til stedet, hvor de noterede ni biler, der havde fået sparket sidespejlene af. En enkelt bil havde desuden fået knust ruderne med en stor sten. Hærværket er formentligt begået lørdag nat. Betjentene sikrede spor på stedet, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
Klokken 20.10 blev en 35-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Grenåvej i Randers.
Der er begået et indbrud på Nørrebrogade i Randers NØ mellem lørdag klokken 19.15 og søndag klokken 7.30.