Fiskefileter trukket tilbage: Kan indeholde potentielt livstruende bakterie
Royal Greenland tilbagekalder nu produktet ud fra et forsigtighedshensyn.
Produktet ”færdigstegt fiskefilet” fra Royal Greenland bliver nu trukket tilbage.
Det oplyser firmaet i en pressemeddelelse.
Det gør man, da det ikke med sikkerhed kan afvises, at enkelte produkter indholder den potentielt livstruende bakterie listeria. Tilbagekaldelsen af produktet sker ud fra et forsigtighedshensyn, skriver Royal Greenland.
Produktet er solgt i Rema 1000-butikker i hele landet, og er solgt i plastbakker på køl. Produktet indeholder to-tre panerede fiskefileter og har en samlet vægt på 160 gram.
Hvis man efter den 4. november har købt det pågældende produkt i en Rema 1000-butik, kan man enten kassere produktet eller aflevere det tilbage i butikken, hvor det er købt.
Symptomer på listeria er feber, hovedpine, almen svækkelse og evt. diarré og opkast. Ved vedvarende eller tiltagende symptomer, bør man søge læge.