Stikker af fra uheld og går på værtshus og deler håndmadder ud
Han fik nogle timers hvile på politigården.
En mand nåede fredag at blive sigtet for både vold og efter færdselsloven.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.
En mand fik fredag aften klokken 20.27 en lussing af en anden mand, mens de begge befandt sig på en beværtning på Vinhusgade i Næstved.
Anholdt efter syv minutter
Politiet blev tilkaldt, og ud fra gode vidneudsagn fandt betjentene syv minutter efter overfaldet frem til en 43-årig temmelig beruset mand, der blev anholdt og sigtet for vold.
Den 43-årige blev derudover sigtet efter restaurationsloven, hvilket betyder, han nu har forbud mod at komme på beværtningen.
Det stoppede dog ikke der.
Stak af fra uheld
Det viste sig, at inden voldsepisoden var manden klokken 16.51 kørt ind i et vejskilt og et lyssignal i krydset Ringstedgade og Østre Ringvej - og derefter ladet bil være bil og stukket af fra stedet.
Derfor blev han også sigtet efter færdselsloven, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der også oplyser, at den 43-årige fik lov at hvile ud på politistationen til klokken 4.33.
Herefter blev han blev lukket ud igen, som der står.