Ung kvinde omkommet i soloulykke
Politiet har ingen vidner til ulykken.
En 25-årig kvinde har mistet livet i en soloulykke på Fur Landevej ved Skive.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Allan Riis til Ritzau.
Ulykken, der skete ved Hinnerup i Salling. blev anmeldt torsdag aften. Kvindens pårørende er informeret.
»Vi får en 112-melding klokken 21.10. Her er der en bilist, som bemærker en forulykket personbil. I den bil sidder en 25-årig kvinde, som er kørt galt. Hun bliver fløjet til Skejby Sygehus, men bliver erklæret død inden midnat. Hendes liv stod ikke til at redde,« siger Allan Riis til Ritzau.
Politiet ved ikke, hvorfor kvinden kørte galt. Bilen var kørt af vejen, kunne man konstatere.
En bilinspektør er tilkaldt, oplyser Allan Riis.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Politiet har ingen vidner til ulykken, men vil gerne høre fra folk i lokalområdet.
»Lokalt vil vi efterlyse vidner, som måske har passeret hende eller har talt med hende inden. Så vil vi gerne høre fra dem, siger Allan Riis.«