Fortsæt til indhold

Ulovlig kniv, hash og tramadoler

Uddrag af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Krimi
ksa

Torsdag aften stoppede en patrulje fra Østjyllands Politi et køretøj på Marienlystvej i Aarhus N i krydset ved Paludan Müllers Vej. I bilen befandt fire unge mænd i alderen 19-20 år sig, hvoraf den ene blev fundet i besiddelse af en ulovlig foldekniv.

Det fremgår af døgnrapporten.

Han blev derfor sigtet for en overtrædelse af knivloven. Den 19-årige mand blev desuden fundet i besiddelse af tramadoler og hash, som blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.

Kørsel i påvirket tilstand og forsøg på salg af stoffer
I forbindelse med et rutinetjek af en personbil på Sintrupvej i Brabrand kunne betjente fra Østjyllands Politi konstatere, at føreren af bilen – en 27-årig mand – var påvirket af hash. I mandens bil fandt betjentene desuden en større mængde hash og skunk, og den 27-årige blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på salg af euforiserende stoffer.

Han blev desuden fundet i besiddelse af en større mængde kontanter, der formodes at stamme fra tidligere salg af euforiserende stoffer.

Flere væltede træer
Det kraftige blæsevejr tog for alvor fat i løbet af torsdagen, hvor Østjyllands Politi modtog flere anmeldelser om væltede træer rundt omkring i kredsen.

Klokken 8.25 modtog man en anmeldelse om, at et træ var væltet ned over vejen på Strandvangsvej i Egå.
Klokken 16.41 modtog man en anmeldelse om, at et træ var væltet ned over cykelstien på Paludan-Müllers Vej i Aarhus C. Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med det kraftige blæsevejr.

Færdsel

Torsdag klokken 16 skete der et færdselsuheld på Paludan-Müllers Vej i Aarhus C, hvor en 27-årig mand kørte op i en forankørende, da denne foretog en pludselig opbremsning. Opbremsningen skyldes, at den forreste bil – ført af en 59-årig kvinde – måtte holde tilbage for en cyklist i forbindelse med et højresving. Ingen personer kom til skade i forbindelse med sammenstødet.