Fortsæt til indhold

Vred dreng brager ind i bil og råber »fucking pansersvin«

En 16-årig fik sigtelser en masse efter at være stoppet af politiet.

Krimi
jro

En blot 16-årig dreng måtte fredag indkassere en lang række sigtelser. »«

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

Den 16-årige fyr fra Korsør var fredag eftermiddag indblandet i et mindre færdselsuheld, der skete i Løvegade i Slagelse.

Den 16-årige kom – med en kammerat bagpå – kørende på knallert, da en bil svingede ud fra en p-plads.

Den 16-årige kørte ind i siden på bilen, og da politiet kort efter ankom, var den 16-årige synligt ophidset og aggressiv, og han kaldte politibetjentene blandt andet for »fucking pansersvin«.

En byge af sigtelser

Den 16-årige blev anholdt klokken 17.52 og sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for fornærmelig tiltale, og da han ikke havde noget kørekort, blev han også sigtet for kørsel uden førerret.

Han havde ikke haft styrthjelm på, og han blev derfor også sigtet for at køre uden styrthjelm og for at køre med en passager bagpå.

Hash og ulovlig kniv

Da betjentene visiterede den 16-årige, fandt de 48 små poser med i alt 77,2 gram hash og en ulovlig kniv i hans taske, og han blev herefter også sigtet for salg af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven.

Den 16-årige blev taget med til afhøring på politistationen i Slagelse og løsladt igen klokken 21.55.

»De sociale myndigheder er underrettet om sagen,« oplyser politikredsen.