Brager ind i have på villavej og vælter om på siden: Kunne ikke komme ud
En kvindelig bilist landede uheldigt i det sønderjyske.
Onsdag aften har politi, ambulance og andet redningsfolk været til stede på Kolonnevej i Sønderborg.
Her viser billeder fra villavejen, hvordan en bil er væltet om på siden i en have.
Her modtog man anmeldelsen kl. 16.20, og var på stedet frem til kl. 17.52. Det var indledningsvist begrænset, hvad politiet kunne sige om sagen.
»Jeg kan ikke sige ret meget om det endnu - andet end at vi har at gøre med et solouheld derude (på vejen, red.), hvor en bil er væltet om på siden, så føreren ikke kan komme ud,« lød det i første omgang fra vagtchef Ole Aamann til Lokalavisen.dk.
Kørte ind i sten
Senere onsdag aften kunne Syd- og Sønderjyllands Politi så oplyse, at der er tale om en 48-årig kvinde fra lokalområdet, som er kommet galt afsted på villavejen. Kvinden sad alene i bilen, da hun pludselig røg gennem en hæk.
»Hun rammer ind i nogle sten og ryger så af vejen og igennem en hæk, så bilen kommer om på siden og ligge,« fortæller Ole Aamann til Lokalavisen.dk.
Der er ifølge politiet ingen indikationer på, at føreren skulle have været påvirket under kørslen, men blot tale om et uheld, hvor den 48-årige kvinde simpelthen har mistet herredømmet over bilen, siger vagtchefen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Umiddelbart ingen alvorlige mén
Den 48-årige kvinde kunne ikke kom ud af den forulykkede bil på egen hånd. Så redningskøretøjer blev tilkaldt, og her lykkedes det til syvende og sidst at få kvinden fri - hvordan helt præcist - har vagtchefen hos politiet ikke nogle informationer om.
Den 48-årige er nu kørt til kontrol på sygehuset, men hun skulle umiddelbart have undgået at få alvorlige skrammer, oplyser politiet.