Sexforbryder ville dræbe ham
En 40-årig mand skal anbringes på en psykiatrisk afdeling uden tidsbegrænsning.
En 40-årig mand fra Salling er torsdag i Retten i Viborg blevet dømt for drabsforsøg.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 40-årige mand skal natten til den 9. februar i år flere gange have stukket og snittet en 35-årig mand i halsen med en køkkenkniv.
Den 35-årige mand er også Salling. Den 40-årige mand blev anholdt for efter forbrydelsen.
Ud over drabsforsøget fandt Retten i Viborg manden skyldig i fem andre forhold, blandt andet vold, trusler og blufærdighedskrænkelse. Der er tale om forhold, der alle er begået i januar og februar 2022.
Blufærdighedskrænkelse dækker over de seksualforbrydelser, der ikke er omfattet af en af de andre bestemmelser i loven. Det kan eksempelvis være blottelse eller uønskede berøringer.
Retten dømte den 40-årige mand til anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid.
»Jeg er tilfreds med, at retten har været enig med anklagemyndigheden i, at der var tale om drabsforsøg, ligesom jeg er tilfreds med, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om anbringelse på psykiatrisk afdeling uden at fastsætte en længstetid for den dømtes foranstaltning,« siger specialanklager fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, Pia Koudahl,
Den dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til ankespørgsmålet. Han har siden den 9. februar 2022 siddet varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling.