Anklage: Søofficer spyttede whisky i munden på kadet
Sagen har været med til at sætte fornyet fokus på krænkelsessager i det danske forsvar.
Torsdag 1. december starter en lidt atypisk retssag i Retten i Hjørring i Nordjylland.
En mandlig søofficer er tiltalt for flere gange at have kysset en mandlig kadet, der var aspirant på et militært skoleskib, skriver TV Nord.
Det fremgår af anklageskriftet, søofficeren den 7. september 2021 gjorde flere forsøg på at kysse kadetaspiranten.
Ifølge anklageskriftet kyssede søofficeren gentagne gange den yngre kadet på kinden og munden. Officeren er ved samme lejlighed tiltalt for at have kysset kadetaspiranten på munden og samtidig have spyttet whiskey ind i munden på ham.
I alle tilfælde er den 34-årige søofficer tiltalt for blufærdighedskrænkelse efter straffelovens paragraf 232. Da der er tale om en militær straffesag, er det ikke politiet, men derimod Auditørkorpset, der fører sagen mod den 34-årige søofficer.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan søofficeren forholder sig til anklagerne.
Sagen blev omtalt i Auditørkorpsets årsrapport for 2021. Den er en af flere alvorligere sager, der har været med til at sætte fornyet fokus på krænkelsessager i det danske forsvar.