Fortsæt til indhold

Råbte og kastede med øl: Politiet sigtede 47-årig flere gange på få timer

Ad to omgange blev politiet kaldt til episoder med en 47-årig mand

Krimi
kfp

En 47-årig mand fra Aarhus tiltrak sig så meget uheldig opmærksomhed i løbet af søndagen, at han endte med flere sigtelser.

Klokken 12.21 blev en patrulje kaldt til Adelgade i Skanderborg, hvor manden ifølge Sydøstjyllands Politi råbte og var truende over for andre personer.

I den forbindelse sigtede politiet den 47-årige mand for brud på ordensbekendtgørelsen.

»Samme mand teede sig ved busserne i Møllegade tidligere på dagen,« lyder det fra vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.

Klokken 09.40 blev politiet kaldt til stedet, fordi manden ifølge politiet havde været ophidset og smidt med en øldåse, så der kom øl på gulvet og inventaret på en af busserne.

Efter den episode blev han også sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen.