Skrækslagene drenge flygtede fra voldelig mand
En 47-årig mand blev onsdag anholdt, efter han ifølge en anmeldelse havde slået tre drenge ved togstationen i Holbæk.
Tre drenge kom onsdag eftermiddag ud for en særdeles ubehagelig oplevelse, da de befandt sig i tunellen på Jernbanevej ved togstationen i Holbæk. Her mødte de nemlig en voldelig og truende mand, som ifølge en anmeldelse slog de tre drenge. De - ifølge politiet - skrækslagene drenge valgte efterfølgende at flygte fra stedet.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Ifølge anmelderen, som havde holdt øje med manden, var han også truende for alle andre i området.
Manden valgte efter mødet med drengene at forlade området ved togstationen og bevægede sig i stedet mod Ahlgade med anmelderen bagefter, så anmelderen løbende kunne give oplysninger til politiet om, hvor han befandt sig.
Politiet fik således hurtigt kontakt til en påvirket og stadig udadreagerende mand, som viste sig at være en 47-årig mand fra Svinninge. Han blev ikke skønnet egnet til at færdes i det offentlige rum, hvorfor han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Han blev efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning, men blev løsladt omkring midnat. Senere vil han modtage en besked i sin digitale postkasse om afgørelsen i sagen, oplyser politiet i døgnrapporten.