Fortsæt til indhold

Truede to børn på livet: Pige og dreng søgte tilflugt i bus

Manden er nu sigtet for vold og trusler på livet.

Krimi

En 14-årig pige og en dreng på samme alder måtte onsdag aften søge tilflugt i en bus - væk fra en 44-årig mand.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Manden havde optrådt truende over for de to børn, ligesom han havde slået drengen på armen.

Det fik dem altså til at stikke af - og ind i en bus på Holbæk Station på Jernbanevej.

»Det er børnene selv, der anmelder det,« siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Lokalavisen.dk.

Alarmerede politiet fra bussen

I sikkerhed i bussen alarmerede de politiet, som straks efter fik kontakt til en påvirket, 44-årig mand fra Mørkøv.

Manden blev anholdt og bragt til afrusning i detentionen på politistationen i Roskilde, mens politiet fik klarlagt hændelsesforløbet i de voldelige og truende adfærd over for drengen og pigen.

Trusler på livet

De sociale myndigheder blev underrettet om sagen.

»Det bliver de blandt andet af tryghedsskabende årsager og i tilfælde af, der kommer en reaktion, som for eksempel skolen skal være vidende om,« siger Bjerregaard.

Den 44-årig blev sigtet for vold og trusler på livet over for de to 14-årige.

»Han blev løsladt i løbet af natten og kan nu forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres,« oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.