Jagtulykke: Skyder anden mand i benet
53-årig ramte 38-årig.
En 53-årig jæger fra Hjallerup er af Syd- og Sønderjyllands Politi blevet sigtet for at forvolde nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.
Det skriver lokalsitet migogvejen.dk.
»En jæger bliver ramt i benet ved et vådeskud,« fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til mediet.
Sigtelsen kommer efter en jagtulykke i Tornum i Sønderjylland, hvor den 53-årige nordjyske jæger med et vådeskud ramte en 38-årig jæger i benet.
Den ramte mand er fra lokalområdet.
Skuddet blev løsnet lørdag klokken 13.55, og det var her, den 53-årige ikke ramte det dyr, han skød efter, men i stedet ramte den 38-årige.
Manden fra Hjallerup er sigtet efter straffelovens paragraf 252, der lyder: ”Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs vis forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.”
Det vides ikke, hvor slemt tilredt den 38-årige ramte mand blev af skuddet, men han blev bragt til skadestuen på Kolding Sygehus.