Handel over gevind: Trak pistol under bilkøb
Det gik noget voldsomt for sig søndag, da der skulle handles bil.
Søndag gik en privat bilhandel over gevind, da den ene part i handlen pludselig trak noget, der mest af alt lignede en pistol.
Det skriver TV 2 Nord.
»Handlen går på en eller anden måde i hårknude og det ender med, at den ene part pludselig truer den anden med en pistol,« sagde Poul Fastergaard, vagtchef ved Nordjyllands Politi, søndag til tv-stationen.
Meget politi
Anmeldelsen fik en del patruljer sendt mod Aabybro, hvor to personer, der var involveret, var stukket af efter optrinnet.
Mandag morgen kan politiet oplyse, at to personer er anholdt i sagen.
Ifølge vagtchefen var der sandsynligvis tale om en legetøjs- eller attrappistol.
Nu skal sagen behandles - herefter tages der stilling til, hvad der videre skal ske i sagen.