Fræk tyv efterlyst: Stjal postbil for næsen af postbud
Postbil stjålet og efterladt og fundet kort tid efter
Sydøstjyllands Politi efterlyser gerningsmanden til et særdeles frækt tyveri af en postbil.
Det skete mandag kl. 13.55 i Vestergade i Løsning lige for øjnene af et postbud, der var ved at aflevere en pakke. Postbudet havde efterladt nøglen i bilen, og det blev udnyttet af en mand, der sprang ind i bilen og kørte væk.
Der var GPS overvågning i postbilen, som blev fundet knap en time senere, klokken 14.43, på Lykkegårdsvej ved landsbyen Eriknaur, der ligger cirka fem kilometer nord for Løsning.
Da postbilen blev fundet, manglede der to-tre pakker og nogle breve.
Tyven beskrives som en mand på 20-25 år med dansk udseende. Han var spinkel og kronraget med et 'mørkt skær', oplyser Sydøstjyllands Politi. Han havde en mørk t-shirt på og mørke bukser.
Den stjålne postbil var en Fiat Doblo.