Uhyggeligt fund på legeplads: Mand havde begået selvmord
Det var et forfærdelig syn, der mødte en kvinde, der fredag morgen skulle aflevere nogle børn i en børnehave på Linkøpingvej i Himmelev ved Roskilde.
Klokken 08.47 kontaktede børnehavens personale politiet og fortalte, at kvinden og børnene havde fundet en livløs person på en legeplads på en nærtliggende skole. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Der blev straks sendt en ambulance til stedet, hvor man tog den livløse mand med til skadestuen. Her erklærede en læge ham for afgået ved døden.
Politiet fik ham identificeret som en 26-årig mand fra Roskilde, som efter politiets undersøgelser på stedet havde valgt at tage sit eget liv.
De pårørende er underrettet om dødsfaldet, og politiet arbejder ud fra en tese om, at der ikke er foretaget noget strafbart.
Da både børn og personale i børnehaven måske kan have set den døde mand på skolens legeplads, sørger politiet nu efterfølgende for, at de kan få bearbejdet oplevelsen.