Fortsæt til indhold

Store drenge lå i telt: 54-årig kvinde med kniv tog iskold, voldelig hævn

Et mindre skænderi udviklede sig til et drama med vold og hærværk

Krimi
Arkiv

Et mindre skænderi mellem nogle drenge i et telt og en vred midaldrende kvinde udviklede sig til et drama med vold og hærværk mandag aften.

Klokken 20..08 anmeldte en 17-årig dreng, at han netop havde haft en skærmydsel med en mand og en kvinde. Den 17-årige lå i telt med to kammerater øst for Kulhuse ved Jægerspris, og her havde han tidligere taget en hundelufter i forsvar, der havde fået skældud af en kvinde, fordi hundelufteren ikke havde sine hunde i snor, oplyser Nordsjællands Politi.

Senere på aftenen hørte han noget pusle uden for teltet, og han kunne efterfølgende se kvinden gå fra stedet med en kniv i hånden - ligesom han kunne konstatere, at dækkene på hans egen og de to venners cykler var skåret op.

Da den 17-årige konfronterede kvinden med forholdet, rejste en anden mand sig og sparkede anmelderen i skridtet, hvilket fik den 17-årige til at kvittere med et slag i ansigtet på manden.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 54-årig kvinde blev sigtet for hærværk, mens den sparkende mand, en 56-årig, blev sigtet for vold.

Anmelderens slag mod den 56-årige er i første omgang skønnet til at være inden for rammerne af nødværge, oplyser Nordsjællands Politi.