To mænd udsat for grov vold og frihedsberøvelse i centrum af Aarhus
Tre mænd varetægtsfængslet
Tre mænd på 20, 22 og 27 år er i dag ved Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet i to uger.
Mændene er sigtet for at have begået grov vold, frihedsberøvet og truet to mænd på 28 og 32 år.
Overgrebene skulle være sket tirsdag aften omkring klokken 19 med 'udgangspunkt fra en adresse i det centrale Aarhus', som det formuleres i Østjyllands Politis døgnrapport.
Grundlovsforhøret er så vidt vides sket for lukkede døre, og det er derfor ikke muligt at få yderligere oplysninger i sagen fra politiet.
Lokalavisen har været i kontakt med Østjyllands Politi, som på stående fod ikke kunne oplyse om årsagen til dørlukningen. Dørlukning sker typisk af hensyn til politiets efterforskning og opklaring af sagen, som kan blive besværliggjort af information, der kommer frem om sagen.