Sej sikkerhed i skolen
Skolepatruljer i hele kommunen får nye veste
Det er ikke ufarligt, når de store skolebørn agerer skolepatrulje. Særligt ikke i de kolde og mørke vintermorgener. Nu får alle skolepatruljer derfor nye og mere trafiksikre veste til deres arbejde, som er meget vigtigt. Det vurderer den færdselsansvarlige på Skanderborg Realskole.
"Vi har skolepatrulje for at sikre, at vores indskolingsbørn kan komme sikkert i skole. De små elevers forældre kan trygt sætte dem af i nærheden af skolen med vished om, at der bliver passet godt på dem det sidste stykke vej. Det er jo et stærkt trafikeret sted med meget tung trafik," fortæller Jens Hvalsøe, som er færdselsansvarlig på Skanderborg Realskole. Han er glad for det nye udstyr og den opbakning, som skolepatruljerne møder.
"Vi må erkende, at når skolepatruljen ikke er her, så er det meget svært for børnene at krydse vejen, selvom der er en fodgængerovergang," siger Jens Hvalsøe.
De gør et godt stykke arbejde
Netop i dag er vicepolitikommisær Torben Sørensen fra Sydøstjyllands Politi på besøg med helt nye veste til skolepatruljen. Han glæder sig også over skolepatruljens arbejde.
"Skolepatruljerne - også de andre steder i kommunen - gør et flot stykke arbejde. Det er meget sjældent, at vi i politiet hører noget om, at det er svært at krydse skolevejen. Det er rigtig længe siden, der har været noget sidst, det går faktisk rigtig godt. Vi er galde for det, fordi det skaber tryghed og sikkerhed i trafikken, og derfor skal skolepatruljerne selvfølgelig også have det bedste udstyr," siger Torben Sørensen, som fortæller, at det er Rådet for Sikker Trafik med støtte fra Trygfonden, som sponsorer fire, nye veste per patrulje.
Det bliver elever fra 8.b på Skanderborg Realskole, som får glæde af de nye veste.
"Vi har kun været i gang i to dage. Før jul var det vores parallelklasse, som stod derude om morgenen. Men vi synes faktisk, bilisterne er gode til at stoppe," fortæller Pernille Mønsted og Andreas Borup Jørgensen, som også midt på dagen har succes med at standse bilerne på Adelgade. Denne gang dog kun til ære for fotografen.
I Skanderborg Kommune er der ud over Skanderborg Realskole også skolepatruljer på Stilling Skole, på to skoler i Ry og to skoler i Hørning.