Fortsæt til indhold

Politiet i vild biljagt efter vanvidsbilist

En 18-årig bilist fik flere sigtelser, da han natten til tirsdag blev standset af politiet efter en biljagt

Krimi
Arkiv

Natten til tirsdag klokken 02.34 blev en patrulje på Viby Ringvej i Aarhus opmærksom på en bil, der passerede patruljebilen med meget høj fart. Betjentene vendte patruljebilen og kørte efter den anden bil for at få føreren til at standse. Det var føreren tilsyneladende ikke interesseret i, og han fortsatte ind på Aarhus Syd Motorvejen, hvor han satte farten endnu mere op.

Der blev sendt flere patruljer efter ham, mens han fortsatte med at køre alt for hurtigt ad Genvejen og svingede til højre for rødt lys. Han skred i den forbindelse ud i svinget, kørte venstre om helleanlægget og fortsatte herefter ad Møllebakken i Hasselager imod færdselsretningen. Føreren fortsatte med at køre med al for høj fart og kørte flere gange frem for rødt lys.

Da føreren kom til Beringsvej i Hasselager svingede han til venstre, hvorefter han mistede kontrollen over bilen og ramte kantstenen. Det fik ham til at sætte farten ned, så han slingrende fortsatte midt på vejen, inden han ved Hovvejen svingede til højre og standsede.

Den ene af betjentene løb hen til bilen og hev den 18-årige mandlige fører ud. Han blev anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for tre gange at have kørt over for rødt lys, for at have kørt venstre om et helleanlæg, for kørsel uden førerret, for ikke at have anvendt sikkerhedssele, for narkobesiddelse og for narkokørsel.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jwh