Knivstikker fra Storcenter Nord er formentlig flygtet til Tyskland
Kunde blev stukket i maven i forbindelse med tilbageholdelse af butikstyv i Storcenter Nord
Østjyllands Politi mener at have identificeret den mand, som er mistænkt for at have stukket en 30-årig mand i maven med en kniv i Storcenter Nord i Aarhus N.
Knivstikkeriet skete onsdag eftermiddag omkring klokken 16.30, efter en vagt havde set manden stjæle tøj i en butik og tilbageholdt ham i storcentrets parkeringskælder.
Her blev butikstyven aggressiv og tog halsgreb på vagten, som fik hjælp fra den 30-årige mand og en anden vagt, der kom til undsætning. Pludselig trak tyven en kniv frem og stak kunden, der havde været i centret for at handle.
Han blev kørt til behandling for sine knivstik, men han kom heldigvis ikke alvorligt til skade, oplyser Østjyllands Politi.
Butikstyven stak af sammen med en kvinde i en tysk indregistreret Kia Sorento, som politiet dagen derpå efterlyste i forbindelse med, at man offentliggjorde en video fra Storcenter Nord af den formodede gerningsmand.
Samme dag fandt politiet frem til kvinden, som blev truffet i Vejle, hvor hun kørte rundt i den efterlyste tysk indregistrerede bil.
"Hun er blevet afhørt, men er ikke sigtet i forbindelse med røveriet i Storcenter Nord," oplyser politikommissær Michael Larsen, Østjyllands Politi.
Manden, som politiet mistænker for at være gerningsmand til knivstikkeriet, er fra Tyskland og opholder sig ifølge politiets oplysninger i Tyskland.
"Vi har stadig et stort efterforskningsarbejde. Nu skal det fastlægges, om det er den rigtige mand, vi mistænker, og hvis det er ham, vil vi få lavet og sendt en retsanmodning til Tyskland for at få ham udleveret," fortæller politikommissær Michael Larsen, Østjyllands Politi.
Politikommissæren oplyser, at kvinden, som er blevet afhørt, har en forbindelse til Aarhus og har familiemæssige relationer til den mistænkte tyske mand. Han blev i forbindelse med efterlysningen beskrevet som en tysktalende mand på 30-35 år med mellemøstligt udseende.