Ung mand anholdt i sagen om tyveri af 143 kirkestole
Aarhusiansk mand er sigtet for at stå bag omfattende kirkeindbrud
En 20-årig mand fra Åbyhøj blev natten til tirsdag anholdt og sigtet for have begået indbrud i Thorsager Kirke, hvor der i oktober sidste år blev stjålet 143 designerstole.
En del af stolene blev nogle dage senere fundet i en varebil, der var efterladt på en pendlerplads i Korslund syd for Thorsager.
Politiet oplyser, at anholdelsen sker efter længere tids efterforskning af det omfattende tyveri.
Den 20-årige mand blev i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers, hvor politiet krævede ham varetægtsfængslet.
Den unge mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede ikke kendelsen til landsretten.
Politiet formoder, at der er en eller flere medgerningsmænd på fri fod.
jr