37-årig kvinde plyndrede løs: Dømt for Bilka-røveri og 30 frække tyverier
Kvinden blev idømt 1 år og 6 måneders fængsel for omfattende tyveri og røveri i Horsens
Retten i Horsens kendte mandag en 37-årig kvinde skyldig i mere end 30 forhold af alt fra butikstyveri til tyveri af punge og røveri, oplyser Sydøstjyllands Politi.
De mange forhold drejer sig om tyverier fra diverse tøj- og dagligvarebutikker i Horsens, men også tyveri fra ældreboliger, hvor kvinden blandt andet udgav sig for at være fra hjemmeplejen.
Røveri i Bilka
Den 28. november 2017 endte et tyveri i Bilka i røveri.
Om eftermiddagen blev kvinden taget i at stjæle kød, tøj og parfume for ca. 6.300 kr.
Pågribelsen foregik stille og roligt, hvorefter kvinden blev løsladt. Men blot en time senere fik butiksdetektiverne en melding om, at kvinden igen var i gang med at stjæle. Da kvinden havde passeret kassen, kunne butiksdetektiverne konstatere, at hun ikke havde betalt for noget kød og noget foundation.
De bad derfor kvinden om at følge med til kontoret. Det nægtede hun. Kvinden sparkede i stedet den ene butiksdetektiv på benet og forsøgte at stikke af med det stjålne. Det lykkedes dog ikke, hvorefter politiet kom til og anholdte kvinden.
Anklager Bjørn Dahl Larsen uddyber: ”Kvinden blev idømt 1 år og 6 måneders ubetinget fængsel. Retten lagde ved afgørelsen vægt på omfanget af tyveriet, samt at det til dels var begået overfor ældre mennesker.” Kvinden valgte at modtage dommen. Hun blev straks efter dommen kørt direkte til afsoning.
jn