Litauiske indbrudstyve skal i fængsel og ud af landet
To mænd fra Litauen begik blandt andet indbrud i Skanderborg
To litauiske mænd på 30 og 32 år blev mandag ved retten i Horsens idømt et år og ni måneders fængsel samt udvisning for bestandigt.
Mændene var blandt andet tiltalt for at stå bag seks tilfælde af indbrud i private boliger, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to mænd begik indbruddene i fællesskab, men derudover havde den 30-årige begået yderligere ét indbrud og den 32-årige yderligere to indbrud.
Indbruddene blev begået i Skanderborg, Viborg, Silkeborg, Otterup og Børkop.
Udover indbrudstyverier blev de to mænd også dømt for at have været i besiddelse af i alt fire pebersprays.
De nu dømte nægtede sig skyldige, men retten fandt dem skyldige og lagde vægt på, at der var tale om indbrudstyverier af særlig grov beskaffenhed fordi, der var tale om planlagt og organiseret kriminalitet, samt at de dømte var kommet til landet alene for at begå indbrud.
De litauiske mænd modtog dommen og blev efterfølgende varetægtsfængslet.
dp