Mand stukket ned på åben gade: Hvem er de flygtende, brutale voldsmænd?
Personerne var alle iført hættetrøjer eller jakker med hætte, og de havde slået hætten op og bar hue.
I forbindelse med det overfald, der fandt tirsdag formiddag den 4. februar på Thurensensvej i Nørresundby, hvor en 33-årig blev stukket med kniv, efterlyser Nordjyllands Politi nu tre-fire personer.
De formodede gerningsmænd flygtede efter overfaldet i en mørk bil fra stedet.
De efterlyste personer beskrives af politiet på denne måde:
• A: Mand, over 170 cm høj. Medbragte en hammer.
• B: Mand, over 170 cm høj. Lys i huden. Medbragte et stor kniv.
• C og D. Mænd. Medbragte knive.
Personerne var alle iført hættetrøjer eller jakker med hætte, og de havde slået hætten op og bar hue.
Politiet har siden overfaldet efterforsket intenst i sagen for at klarlægge hele hændelsesforløbet og identificere de formodede gerningsmænd, oplyser den ansvarlige for efterforskningen, politikommissær Martin Rolighed, der tilføjer, at politiet ikke kan informere nærmere om motivet for overfaldet.
"Det er blandt andet det, som vores efterforskning skal bidrage til at belyse. Og derfor har vi brug for borgernes hjælp til at identificere de pågældende," siger politikommissæren, der i næste åndedrag opfordrer alle, der har oplysninger om de formodede gerningsmænds identitet om straks at rette henvendelse til politiet på telefon 114, ligesom alle der observeret noget før, under eller efter overfaldet skal henvende sig.
"Ring heller en gang for meget end for lidt. Vores efterforskere skal nok vurdere værdien af de enkelte oplysninger," understreger Martin Rolighed.