Fortsæt til indhold

Uhyggeligt drama: Fremmed mand ville skyde to drenge

Krimi
Arkiv

En 13-årig dreng og en ven blev mandag aften udsat for en ubehagelig episode udenfor Fakta i Tilst ved Aarhus. Her blev de ifølge den 13-årige kort før klokken 18.51 kontaktet af en fremmed mand, der bad drengene om at følge med ham.

Det sagde de nej til, hvorefter manden ændrede karakter ved at blive udfarende og beskylde drengene for at skyde fyrværkeri efter ham omkring nytår.

Manden greb fat i den 13-årige, som fik vristet sig fri, hvorefter han truede med at skyde drengene og førte hånden om til baglommen. Drengene blev bange og stak af og skyndte sig at ringe efter politiet.

De nåede at se, den truende mand gik ind i en bus, og en politipatrulje fik standset bussen og anholdt manden, der er 53 år og kommer fra Aarhus V.

Han havde ikke noget våben i lommen, men to guldøl. Østjyllands Politi oplyser, at han indtil videre er sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden.