Forbrændt pyroman efterlyses: Overvågningsvideo viser ham flygte i flammer
Politiet efterlyser forbrændt gerningsmand efter en påsat brand i Odense
Lørdag aften gik alarmen i Odeon-kvarteret i Odense, hvor en gerningsmand klokken 18.37 antændte ild i en kælderskakt.
"Der har været ild i en lysskakt, der fører ned til en kælder. En af dem, som der ligger en rist hen over. Der er hældt noget brændbar væske ned i skakten og sat ild til. Det har heldigvis været op til det fri, og der er langt op til udhænget på bygningen," siger indsatsleder Mikael Kristiansen fra Beredskab Fyn til Fyens.dk.
På twitter efterlyser Fyns Politi nu gerningsmanden, som menes at være blevet forbrændt i både ansigtet og på hænderne. Politiet oplyser, at man på videoovervågning kan se, at der blandt andet er ild i mandens ærme, da han flygter fra stedet.
Fyns Politi kan kontaktes på telefon 1-1-4, hvis man har oplysninger om den forbrændte mand.
jn