Pludselig sad ukendt mand i kvindes bil
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En 51-årig kvinde var mandag kl. 19.10 på vej hen til sin bil, som var parkeret i kælderen under Bruuns Galleri.
Da hun nærmede sig bilen, så hun, at der sad en mand i den. Kvinden spurgte flere gange, hvad manden lavede i hendes bil.
Kort efter gik manden ud af bilen, og der blev tilkaldt en vagt til stedet. Vagten tilbageholdt manden, som var 35 år og fra Aarhus, indtil en patrulje fra Østjyllands Politi ankom.
Den 35-årige blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri af en personbil.
Ild i askebæger
Mandag kl. 13.42 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en have i Mejlbyparken i Hjortshøj. Det viste sig, at ilden var opstået i et askebæger, der stod på plastikhavebord. Havebord og -stole udbrændte, og et vindue i huset blev knust som følge af varmen. Branden blev hurtigt slukket, og ingen personer kom noget til.
Unge piger stjal varer i Kvickly
Østjyllands Politi fik mandag kl. 10.10 en anmeldelse fra Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus, hvor en vagt tilbageholdt to unge butikstyve. De to piger på 15 og 16 år var blevet taget i at stjæle nogle Red Bull, noget chokolade og diverse kosmetik. Begge piger blev sigtet for butikstyveri.
Færdsel
Mandag kl. 07.28 skete der et færdselsuheld på Paludan-Müllers Vej i Aarhus V. En 26-årig mandlig bilist kom kørende ad Åbogade i sydlig retning og skulle svinge til venstre af Paludan-Müllers Vej, da han ramte en 57-årig mandlig cyklist, der kom kørende ad Paludan-Müllers Vej. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet. Den 26-årige bilist blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.
Mandag kl. 07.43 skete der et færdselsuheld på Christian X’s Vej i Viby J. En 19-årig mandlig bilist kom kørende ad Christian X’s Vej og skulle svinge til venstre i krydset ved Grundtvigsvej, da han kørte sammen med en anden bil, ført af en 31-årig mand, der var på vej lige over i krydset. Der skete kun materiel skade ved uheldet.
Mandag kl. 08.06 skete der et færdselsuheld på Jyllands Allé i Aarhus C. En 55-årig mandlig buschauffør kom kørende ad Jyllands Allé, da han ikke nåede at bremse ned og med lav hastighed kørte ind i en bil, ført af en 42-årig mand, der holdt stille for rødt lys i krydset ved Søndre Ringgade. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.
Mandag kl. 14.42 skete der et færdselsuheld i Busgaden i Aarhus C. En hollandsk lastbilchauffør på 21 år forsøgte at køre igennem tunnelsen ved busgaden, men lastbilen var for høj, og han påkørte bygningen. Da kørsel i Busgaden kun er for busser og taxa’er, blev lastbilchaufføren sigtet for ikke at efterkommer anvisninger ved færdsel på vejen. Der skete betydelig materiel skade på bygningen, men umiddelbart ingen personskade.
Mandag kl. 15.21 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Åby Ringvej i Åbyhøj.
Mandag kl. 16.55 blev en 26-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Aarhus V.
Mandag kl. 21.58 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Risskov. En 29-årig kvindelig bilist ramte en høj kantsten og snittede derefter et skilt og væltede et mindre afmærkningsskilt. Der skete kun mindre materiel skade på bil og skilte ved påkørslen.
Natten til tirsdag kl. 01.38 blev en 27-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Lystrupvej i Risskov.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 4 indbrud i privat beboelse i Aarhus:
- På Skovagervej i Risskov begået mellem fredag den 31/1 kl. 14.00 og mandag den 3/2 kl. 06.00
- På Gebauersgade i Aarhus C begået mandag den 3/2 kl. 20.24
- På Bissensgade i Aarhus C begået mandag den 3/2 mellem kl. 17.05 og kl. 20.35
- I Elstedhøj i Lystrup begået mandag den 3/2 kl. 22.30