Beruset mand gik amok i supermarked
Politiet måtte anholde en 45-årig mand, der tirsdag aften skabte utryghed i Rema 1000 i Sabro
En patrulje fra Østjyllands Politi kørte tirsdag klokken 17.03 til Rema1000 på Stillingvej i Sabro, hvor en 45-årig mand skabte utryghed i og udenfor butikken. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Manden råbte af folk, nægtede at efterkomme anvisninger om at forlade stedet og opførte sig generelt uanstændigt.
Da patruljen ankom til stedet mødte de manden, som virkede stærkt beruset og havde svært ved at holde balancen. Betjentene bad manden om at forlade stedet, men det ville den 45-årige mand ikke. Og da betjenten forsøgte at følge ham fra stedet, gjorde han modstand og slog ud efter dem.
Den 45-årige blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fremgår det desuden af døgnrapporten.
jwh