Tiltalt for at voldtage og gennemtæske mor - og true med at skære halsen over på hendes 3-årig datter
Den uhyggelige sag skal snart for retten
En kvinde var flygtet fra en mand og et voldsmareridt på en adresse i Grevinge ved Roskilde - men så brugte manden en umenneskelig trussel: Han ville skære halsen over på kvindens treårige datter, der lå og sov i huset, hvis hun ikke kom tilbage, skriver Ekstra Bladet.
Forinden havde manden - ifølge anklageskrift og tiltale - blandt andet taget kvælertag på kvinden, så hun kortvarigt mistede bevidstheden, givet hende adskillige knytnæveslag på kroppen og i ansigtet og truet hende med en kniv.
Dramaet udspillede sig den 9. august sidste år.
Umiddelbart efter truslen mod datteren vendte kvinden tilbage til huset, hvor voldsorgiet ifølge tiltalen fortsatte i en brutal voldtægt af kvinden, der blev trukket ind i soveværelset med et greb i håret, hvorefter hun i løbet af seks timer blev voldtaget flere gange i løbet af natten, skriver Ekstra Bladet.
Sagen kører som en nævningesag i retten i Holbæk den 27. februar. Manden nægter sig skyldig.