Fortsæt til indhold

Drama ved bankospil: På gulvet lå et brev med dødstrusler

Krimi
Arkiv

Et værtspar, der står for afholdelsen af bankospil i Vig Forsamlingshus i Odsherred, har de seneste uger modtaget flere trusselsbreve, som blev lagt i deres postkasse. Søndag var den gal igen.

Søndag klokken 17.36 anmeldte værtsparret, at en gæst havde fundet et brev på gulvet i forbindelse med afholdelse af et bankospil. I brevet var skrevet dødstrusler rettet mod værtsparret i forsamlingshuset.

Midt- og Vestsjællands Politi har siden anmeldelsen af de første trusler efterforsket sagen, og søndag kørte en patrulje igen til forsamlingshuset, hvor man blev mødt af værtsparret og 10-15 bankospillere, som var forblevet på stedet.

Patruljen afhørte alle til sagen og sikrede sig trusselsbrevet, som blev taget med til nærmere undersøgelse.

Motivet til truslerne mod værtsparret er ud fra teksten i brevene formentlig en frustration over, at forsamlingshuset har ændret nogle regler i forbindelse med afholdelsen af bankospillet.

Politiet oplyser, at sagen fortsat efterforskes for at finde frem til afsenderen.

jn