Fortsæt til indhold

Iskold og øretæveindbydende svindler: Gav hånd til offer og sagde "jeg har lige taget røven på dig"

Krimi
Arkiv

En 24-årig kvinde fra Skive, som mandag ville sælge sin mobiltelefon via Den Blå Avis, endte med at blive fuppet godt og grundigt af køberen. Det skriver Skive Folkeblad.

Kvinden havde aftalt at mødes med den potentielle køber ved Fakta på Dalgas Allé i Skive. Her skulle manden betale 6.800 kroner for kvindens iPhone 11 Pro. Betalingen skulle ske med overførsel gennem mobilepay, men manden forklarede, at hans mobilepay ikke virkede, og at han derfor ville foretage en bankoverførsel.

Kort efter modtog kvinden en sms fra sin bank med bekræftelse på overførslen, og manden fik telefonen udleveret.

Desværre var det hele ét stort fupnummer, og det blev allerede afsløret, da han satte sig i sin bil for at køre væk.

"Inden han kørte, gav han kvinden hånden og sagde 'jeg har lige taget røven på dig'," fortæller Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive til Skive Folkeblad.

Politiet håber nu på, at videoovervågning fra stedet samt kvindens signalement af manden og hans bil kan føre dem på sporet af svindleren, der beskrives som: cirka 25 år, mørk i huden, kort mørkt hår og med skægstubbe.

Kontakt Midt- og Vestjylands Politi på telefon 1-1-4 hvis du har oplysninger til sagen.

jn