Fortsæt til indhold

Kvinde kvalt i mad på hospital

Onsdag begynder retssagen mod en tidligere afdelingssygeplejerske, som skal i retten for anden gang

Krimi
Arkiv

Den 14. februar 2018 døde en ældre patient under en indlæggelse på Nykøbing Falster Sygehus, hvor hun blev kvalt i sin sondemad.

Dødsfaldet førte til, at en nu tidligere afdelingssygeplejerske på den pågældende afdeling blev tiltalt for grov eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i sit arbejde, skriver Ritzau.

Onsdag begynder sagen mod sygeplejersken ved Retten i Nykøbing Falster.

Ifølge anklageskriftet undlod afdelingssygeplejersken at sørge for, at en tværfaglig plan for plejen af den nu afdøde patient blev lavet.

Den manglende plan var angiveligt skyld i, at personalet ikke kunne give patienten en sikkerhedsmæssig forsvarlig behandling, og at deres arbejde ikke blev udført godt nok, skriver Ritzau.

At patienten - en 76-årig kvinde - blev kvalt i sin sondemad, fremgik ifølge TV2 Øst af den obduktionsrapport, der blev lavet efter dødsfaldet.

Anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf til den tiltalte sygeplejerske.

Det er ikke første gang, at kvinden, der er 52 år, skal i retten i forbindelse med sit tidligere virke på Nykøbing Falster Sygehus.

I den såkaldte sygeplejerskesag var hun anklaget for at have ignoreret en række mistænkelige oplysninger, som hun modtog om daværende sygeplejerske Christina Aistrup Hansen.

I sagen blev sygeplejerske Christina Aistrup Hansen i byretten dømt for tre drab og et drabsforsøg på ældre patienter, der var indlagt på Nykøbing Falster Sygehus.

Det udløste en livstidsdom.

Det blev dog ændret i landsretten, hvor hun blev idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg, skriver Ritzau.