Lejlighed i Brabrand fyldt med tyvekoster
En patrulje fra Østjyllands Politi fandt natten til fredag klokken 01.11 en del tyvekoster i en lejlighed i Brabrand og anholdt de to beboere, en 28-årig mand og en 28-årig kvinde.
Politiet var på besøg i lejligheden på grund af en anmeldelse om uro på stedet. Da betjentene kiggede sig omkring, stillede kvinden sig foran den ene dør og bad dem om at lade være med at kigge ind i rummet.
Det gjorde kun betjentene mere nysgerrige, og inde bag døren opdagede de en del kasser med tyvekoster, som stammer fra forskellige butikker.
Beboerne blev anholdt og sigtet for tyveri, og politiet er nu ved at undersøge alle varerne nærmere for at finde frem til, hvor de er stjålet henne, og hvad beboerne kan sigtes for.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
jr