Drabet i Fredericia: Formodet drabsmand varetægtsfængslet
En 27-årig mand fra Fredericia er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Han er sigtet for drab på en 24-årig mand, der i mandags blev skudt i Korskærparken i Fredericia.
Ifølge Ekstra Bladet blev han ramt af et enkelt dræbende skud i brystet.
Sydøstjyllands Politi formoder, at den nu fængslede mand er den sortklædte mand på en scooter, som politiet tidligere på ugen bragte et billede af og efterlyste. Han blev fredag anholdt omkring Ikast.
Dagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre i Retten i Horsens, hvor den 27-årige etnisk danske mand kærede kendelsen.
Politiet vil af hensyn til den videre efterforskning ikke uddybe, om han har relation til nogle af de andre personer, der har været anholdt i sagen. I går blev to personer fremstillet i grundlovsforhør, men de blev løsladt.
jr