Fortsæt til indhold

Politiaktion på motorvej: Farlig efterlyst anholdt efter tip fra borger

Nordsjællands Politi har anholdt den 32-årige Mikkel Søder, der har været efterlyst siden foråret 2019.

Krimi
Arkiv

32-årige Mikkel Søder, der siden sidste forår har været efterlyst, blev anholdt søndag eftermiddag klokken 13.43, oplyser Nordsjællands Politi.

Anholdelsen skete på Helsingørmotorvejen, hvor den efterlyste var passager i en bil. Nogle få timer forinden var han blevet set i Nærum, hvor en borger genkendte ham og kontaktede politiet.

Mikkel Søder er mistænkt for at være gerningsmand i et sag om et skyderi i Plejelt ved Helsinge for lidt over et år siden.

Skyderiet fandt sted den 25. januar 2019, hvor en 29-årig mand blev beskudt af en eller flere ukendte gerningsmænd. Den 29-årige mand løb efterfølgende ind på en gårdsplads på Plejeltvej, hvor han stjal en bil, der holdt i tomgang, og kørte fra stedet. I bilen var bilejerens hund, og både hund og bil blev senere fundet på Hestens Bakke i Helsingør.

Nordsjællands Politi har flere gange opfordret Mikkel Søder til at melde sig selv, men da han ikke gjorde dette, besluttede man at efterlyse ham offentligt med navn og billede.

Han bliver fremstiller i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør mandag klokken 13.30.

jn