Chok-oplevelse på sti: Mand forsøgte at kidnappe kvindes hund
En 64-årig kvinde fra Birkerød var tirsdag morgen klokken 08.30 ude for en chokerende oplevelse, da hun luftede sin hund på Sjælsøstien nord for Birkerød, oplyser Nordsjællands Politi, som først fik anmeldelsen fra kvinden torsdag eftermiddag.
Ifølge den 64-årige kvinde blev hun råbt an på stien af en mand, som fulgte efter hende i sin bil.
På et tidspunkt steg manden ud af bilen og tog kvindens hund, som han satte ind på bagsædet af sin bil. Herefter forsøgte han at køre fra stedet, men det lykkedes kvinden at få fat i bagdøren og få lukket hunden ud igen.
Manden steg derefter igen ud af bilen og skubbede hende hårdt i brystet, så hun faldt omkuld.
På baggrund af vidneforklaringer lykkedes det torsdag politiet at finde frem til den formodede gerningsmand, en 51-årig fra Birkerød, som er blevet sigtet for det mystiske og chokerende forhold.
jn