Fortsæt til indhold

Efter stor narkorazzia på natklub: Glæder sig til at åbne igen uden »drille-nisser«

Efter drama på natklub - tidligere X-Factor-dommer slår fast, at man samarbejder med politiet.

Krimi
am

Københavns Politi rykkede i nat ud til den eksklusive kendis-natklub Museo i Indre By med en dommerkendelse i hånden. Her ransagede politiet natklubben, da man havde en mistanke om, at der foregik organiseret salg af narko på klubben. Og stoffer fandt politiet skam også.

På klubben blev der fundet forskellige former for narkotika, og tre personer er nu sigtet for besiddelse af stoffer.

Flere politibiler rykkede ud. Foto: Presse-fotos.dk

Natklubben, der blev ransaget i nat, er blandt andet ejet af den tidligere X-Factor dommer Remee, komiker Lars Hjortshøj, datingmillionær Morten Wagner og hotelmilliardæren Birger Arp-Hansen.

Og nattens dramatiske hændelser har nu fået en af stedets ejere - den kendte musikproducer - Remee Jackman til at reagere på ransagningen.

»Hele mit koncept med Museo er at skabe en oplevelse, der er et drug i sig selv, så selvfølgelig er det ærgerligt at skulle lukke ned for en af årets største omsætninger og sende så mange glade gæster hjem, men vi glæder os til at have åbent igen i aften og give folk endnu en på sinkadusen uden drille-nisser og i tæt samarbejde med politiet,« skriver Remee Jackman i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.

Samarbejder med politiet

Spurgt til politiets mistanke om, at der foregår organiseret narkosalg på stedet, så slår klub-ejeren fast, at man samarbejder med politiet.

»Som vi kan forstå, har de i nat fundet tre personer med euforiserende stoffer på sig til eget forbrug, og det er naturligvis tre for meget, men det viser også, hvor grundige politiet er, og vi stoler på, at de gør deres arbejde, og ledelsen samarbejder med dem hver dag.«

Ved nattens ransagning gjorde politiet brug af narkohunde og både gæster og flere ansatte blev visiteret. Aktionen resulterede i, at politiet beslaglagde forskellige stoffer - dog primært kokain. Derudover blev et større antal gæster desuden fundet i besiddelse af såkaldte snifferør, lød det i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.